Foto: Rolf Aagaard-Svendsen
Krønike torsdag d. 20. august 2020
Så lykkedes det endelig igen at mødes i lauget efter de hårde Coronatider. Og det med en nyskabelse, en sensommersamling. Oldermanden påpegede, at man ikke covide, hvad der skete, men at sommerfraværet havde været regnfuldt. Det var dog ikke kun i lauget at alle var blevet begrænset i deres aktiviteter, således var der ingen der turde bade, fordi de var bange for den anden bølge.
Det talende orakel fra Carlsberg Peter Moe blev proponeret og optaget i Lauget. Han havde bl.a. gennem hans 29 år på Carlsberg været ansvarlig for al salg af Carlsberg øl til Bakken og nå ja omliggende områder inkl. resten af kongeriget. Senest har Peter været chef for Tuborg og Carlsberg fondene og har delt rigtig meget ud af andre folks penge, en egenskab han er rigtig god til, godt han ikke blev politiker. Peter er som sælgertype også en strålende taler og underviser, i dag er han således tilknyttet CPH Business Academy. Peter er medstifter og formand for Karisefonden.
Også Jens Gudmandsen blev optaget, han har været restauratør på Bakken i mange år, bl. a. havde han Sommerlyst i 10 år, Selv efter han havde solgt den, gik der 3 år før han kom ud af baren. Gudmandsen har dog også andre firmaer, bl.a. et malerfirma med 30 mand ansat, så vores nye broder er en meget initiativrig mand. Også her har han solgt firmaet, men kommer der stadig.
Lauget samledes derefter i Piil og Co. og afsang 1. og 3. vers af Laugssangen. Straks efter at vi var bænket ved bordene viste Lauget sin spidskompetence, nemlig at have styr på væskerne. Det regnede under hele vores indendørs frokost og straks den var slut, så stoppede regnen igen.
Frokosten bestod af fremtidens karrysild og en hovedret som Rasmus Bo Bojesen aldrig præsenterede, hvorfor det fortsat står hen i det uvisse hvad vi fik at spise, men dejligt smagte det.
Da samlingen var Laugets 30 års fødselsdag fortalte Klaus Waage om highlites fra samlinger i 90’erne ved at læse op fra de gamle krøniker. Lauget blev stiftet d. 25. juni 1990 af 9 personer, men allerede ved første samling var der 21 partycrashere, der straks alle blev optaget. ½. af krønikerne handlede om Palle, Laustkrukken, og nej det var ikke lille Palle, men Palle Huld. En skik vi ikke har holdt i hævd var, at havde man glemt sit krus skulle man drikke kildevand af sin hule hånd, som man også oprindelig havde drukket af Kirsten Piils kilde. Lauget havde stået for at renovere Kilden, godt hjulpet af Carlsberg, idet Svanholm stillede med 200.000 kr., Lauget søstre og brødre gør fortsat deres bedste for at betale disse penge tilbage til Bryggeriet.
Men Waage var ikke alene om at læse krøniker, nutidens kronikør måtte op hele tre gange og læse krøniker op fra tidligere samlinger.
Henrik H. Lund overtog så underholdningen og sagde med et glimt i øjet, at han var blevet konstateret svagtseende i GLO – strup. Foruden nogle velvalgte vittigheder sang Lund nogle sange. Desværre havde han ikke fået nok at spise, så det var noget om Wienerfrikadeller på udenlandsk samt om svinets uniform og hans sidste sang var en ommer.
Som en gestus i fm. jubilæet blev der ikke opkrævet bøder for upassende adfærd, der var dog flere behjertede sjæle, hvis brøde havde været så stor, at de ikke uden dårlig samvittighed kunne gå uden at betale, så lidt kom der da ind til Laugets kasse. Til gengæld betalte Lauget ikke Corona kompensation til nogen som helst.
Således misforstået af kronikøren.
Jørgen Glistrup