Historien

Historien

Legenden om Kirsten Piil fortæller, at en ung og uskyldig pige en aften i 1583 for vild i den mørke Boveskov nord for København. Hvad hun har lavet der, ved ingen. Måske havde hun været på besøg i landsbyen Stokkerup, der lå på den nuværende slette neden for Eremitageslottet.

Kirsten Piil flakkede hjælpeløst rundt i den mørke skov, da en kilde pludselig sprang ud af en skrænt og viste hende vej mod København. Historien om dette mirakel bredte sig, og folk søgte kilden for at drikke af det helsebringende vand.

Der er flere folkesagn om denne Kirsten Piil. Sagn, der pludseligt begynder at blomstre i litteraturen, da guldalderen rammer Danmark. Et af disse sagn fortæller om en uskyldig jomfru, der blev solgt som slave af tyrkerne. Et andet fortæller om en klog kone, der boede i Larsbjørnsstræde i København. Hun solgte helsebringende vand på flasker fra en kilde i Boveskoven. En legende, der falder godt i tråd med traditionen om de hellige kilder.

Når de besøgende ankom til kilden, blev de først slået med gysen og ærefrygt ved synet af de mange krykker, gennemsivede bandager og stokke, som helbredte kildegæster gennem årene havde efterladt. Herefter ofrede den besøgende ved at kaste en mønt i kilden.

Kilden blev passet af “kildekonen” – en klog kone – som de tilrejsende henvendte sig til. Hun fik en skilling og tilspurgte så den kilderejsende, om vedkommende havde medbragt et krus, som ingen havde drukket af før. Det havde den kilderejsende naturligvis. Herefter fyldte kildekonen kruset med kildevand, som den syge drak af. Så bød kildekonen den tilrejsende at knuse kruset, hvorved den syge på symbolsk vis knuste sygdommen.

For at kuren skulle være effektiv, måtte den kilderejsende sove ved kilden natten over. Under hovedet skulle patienten have jord fra kilden, som kildekonen havde hentet og pakket ind i et klæde. Denne behandling virkede mod alskens sygdomme og handicap. På den baggrund kan historien om Kirsten Piils helsebringende vand sagtens være sand. Indtil 1859 var drikkevandet i hovedstaden skident og direkte sundhedsfarligt. Så hellere en klog kones vand på flaske fra en helsebringende kilde.

Kilden genopdages
Med tiden glemmes Kirsten Piils Kilde. Københavnerne valfartede god stadig til de øvrige hellige kilder. En dag i 1732 vandrede den kongelige dansemester Heinrich Brinckmann en tur i Dyrehaven. Han genfandt Kirsten Piils Kilde, som han besluttede at rense og sætte i stand. Sammen med sin ven, parykmager Greve, lod han det nyrenoverede kildespring markere af en sten med følgende indskrift:

“Naturen viser her, hvad den har i Eje.
Da Kilden brød ud af hinde skjulte Veje,
Kirstine Piil var den, som fandt det Kilde-Vand, 1583.
Som blev ved Brinchmann og ved Greve sat i Stand, 1732″

Kildeindfatningen blev fornyet i 1750, hvor den nuværende inskription blev sat op. I mellemtiden havde Boveskoven ændret sig. Allerede i 1669 havde den jagtglade Frederik III indrettet en indhegnet dyrehave, Stokkerup Dyrehave, der var opkaldt efter den lille nabolandsby. Den måtte dog lade livet, at Christian V i 1670 afløste sin fader på tronen.

Han havde som kronprins opholdt sig ved Solkongen Ludvig XIV’s hof. Her havde han lært at elske parforcejagt. Jægerne red dyrene så udmattede, at de kunne dræbe dem med hirschfængeren – et firbladet stikinstrument. Det krævede plads. Derfor udvider kongen sin fars dyrehave til det firdobbelte med navnet Jægersborg Dyrehave. Stokkerup måtte flyttes, så den jagtglade majestæt kunne få plads til sin hobby. I Nordsjælland var der mange forladte gårde efter svenskekrigene i 1658-60. Hertil blev Stokkerup-bønderne “forflyttet”. Som kompensation fik de dog “trende Aars Frihed for alle Skatter samt Landgilde og Hoveri”.

Selv om Dyrehaven var kongens, havde gøglere og beværtere allerede i mange år ved kildetid slået deres telte op omkring Kirsten Piils Kilde. Det er Frederik V, der i 1746 officielt åbner haven og i 1756 giver helt fri adgang “ligesom i forrige tider må det være alle skikkelige folk tilladt at indpassere og divertere sig i den kongelige Dyrehave”. Men hvis folk ville fornøje sig, måtte de også yde til sociale formål. Allerede i 1754 opsættes ved kilden en såkaldt “fattigblok”. En aflåst indsamlingsbøsse, hvor de af kildegæsterne indkastede penge gik til fordel for stiftelsen af Gentofte-Lyngby Hospital. Teltholderne skulle også betale. I middelalderen betalte handlende i byerne afgift for deres stadepladser. Så teltholderne har fra tidernes morgen ved kildetid betalt stadeafgift til Gentofte-Lyngby Hospital for deres plads i skoven. Den enkelte stadeholder skulle hvert år søge sit stade, og der var ingen garanti for, at han fik det igen året efter.

Dyrehavsbakken vokser frem
Selv om lægevidenskaben blev bedre, søgte folk stadig ud til de hellige kilder ved midsommer. Måske ikke så meget for at blive helbredt af vandet, men for at få en festlig aften i det fri, hvor de blev beværtet og underholdt af gøglerne. Københavnerne vandrede ud af den stinkende og beklumrede by og forlystede sig i det fri i den korte kildetid, der dengang var fem uger.

De øvrige kilder i Københavns omegn sandede med årene til. Efterhånden var kun Kirsten Piils tilbage. Bag den og på den nærliggende bakke slog beværtere og gøglere deres telte op, så gæsterne kunne beskænkes og underholdes.

Mellem telte og fjælleboder var jublende sang og højrøstede glade gæster, fra gyngerne klingede den tyrkiske slagtøjsmusik, sangerinder, der betjente harper og guitarer, keglebaner, vaffelboder, udsalg af kurve, knaldperler og blanksværte. Mellem det hele løb unge jøder rundt og falbød hollandske cigarer og tændte lunter. Beriderselskaberne trak mange besøgende, da mange af de mandlige gæster kunne ride. Så disse rideopvisninger havde et sagkyndigt publikum. Forestillingerne i gøglerteltene blev annonceret af veltalende rekommandører. De kom ud af balustraden foran teltet og startede ofte deres salgstale med et trut i en trompet.

Der var også tid til en dram. En gammel pebersvend undrer sig meget over, at han næste dag har en voldsom hovedpine efter at have drukket kildevand. Der var dog også moralske røster, der advarede mod kildeløjerne. Holberg lader i komedien “Kilderejsen” sin Jeronimus vrisse, at “disse kilderejser gjordes af devotion (fromhed, ydmyghed) i gamle dage, men nu tro jeg, at hvert andet telt er et horehus”. det var også Holberg, der diplomatisk kaldte de mindre ærbare damer, der ved nattetide sværmede omkring kilden, for “natfrøkner”.