Beskyttet: 2021 Sommersamling

Foto:

Kronikørens beretning

Krøniken 24. juni 2021

Endelig, efter så mange måneder i nedlukningens skær var Kirsten Piils Laug igen samlet.

Og så endda på selve midsommerdagen, Sankt Hans dag, hvor Kirsten Piils Kilde jo sprang for første gang i 1583.

Aftenen før havde vi jo sendt hekse afsted, også Frederiksen var det lykkedes at få sendt afsted, hun ramte dog ikke Bloksbjerg, men endte i Bryssel – hvilket vel nok også er vores dages Bloksbjerg.

Efter Laugstroubadouren højt hævet over os alle havde spillet helt ” I skoven” kom der en ode fra Ceremonimesteren, før han gav ordet til Oldermanden, som var rigtig i hopla. Vi erfarede, at på trods af de 438 år kilden havde sprunget, har den på intet tidspunkt været en smittekilde, selvom den ikke har haft nogen kildebeskyttelse eller været en tys tys kilde.

Der har dog været noget kildekritik og Naturstyrelsen vil pålægge Kilden afgifter hvilket vil give Laugvande i vores kasse, hvorfor styrelsen arbejder på en løsning. En mulighed kunne være at modregne lidt i de af Lauget erlagte ølafgifter. Broder Mylius var dog mest forskrækket over om der også kunne pålægges vandafgift ved personlige vandladninger.

Sankt Hans dag var jo dagen for Johannes Døberen, han kunne dog ikke komme, hvorfor vi nøjedes med Oldermanden, som udførte dåben af vores nye søster og broder. De var begge optagne til at gøre vores gennemsnitsalder lavere, Krønikeskriveren bemærker dog det ikke hjælper meget, da alle de andre blot er blevet ældre.

Første optagelse var Jeanne von Haller Grønbæk, som Lauget jo kender fra Admiral Gjeddes Gård, men Jeanne er også meget aktiv i Lille Mølle og i det hele taget en ildsjæl med hendes historiske engagement. Det er jo dejligt med en ung søster som er interesseret i gamle ( nåh ja ).

Anden optagelse var lydtømreren Steen Lebech som blev optaget trods hans mørke side med at trives i en eller anden baggård i det indre København, hvor han efter sigende, går i spil med havfruer og H C Andersen samt skyder Bjørne. Han kommer dog også ind i mellem ud i den friske luft på Bakken, hvor han er halvt teltholder, hvilken halvdel hørte vi dog ikke.

Så råbte vi vores skovhurra, og søstrene og brødrene afkræftede tesen om, at man kan huske ting der ligger langt tilbage, når man opnår en høj alder.

I Piil og Co bød Rasmus Bo Bojesen velkommen med en bemærkning om, at man skal bruge hinanden og skoven. Hvad han helt mente filosoferer Krønikeskriveren stadig over.

Maden skulle være noget vi kender fra i går, dog udformet som det vil være i morgen. Det viste sig at være to forskellige former for tartar, en med laks og en med oksekød med indbygget æggeblomme. Egentligt mærkeligt at restauratøren, efter at have haft så mange måneder til forberedelse serverer ufærdig mad.

Hertil blev der serveret en Classic og en LETØL, hvilket Lauget dog, høflige som man er, tog meget pænt, men mon ikke der blev gået til mere til Jubilæumssnapsen.

Troubadouren vidste en Lærkerede, der lå hvor skoven dog er frisk.  For halvdelen af bordene gik det dog i kuk kuk, mens den anden halvdel faldt i Ra.

Dagens indlæg var om Skoven, meget relevant efter vi alle i 1½ år troligt har trasket hver en sti ned.

Miljøvogteren fortalte om hans jobs udvikling og startede behørigt i 1800-tallet på Peter Liep. Som skytte nedlægger han 750 hjorte om året, den kan Steen Lebech ikke stikke inde i hans byskyderi. Han fortalte også om Kongernes jagt på dyr i skoven, men undlod at komme ind på resten af jagten herude, der jo foregår inde på Bakken. Jagten her er dog med Mee Too bevægelsen udryddelsestruet, hvorfor Torben har valgt at gå på pension.

Midsommervisen blev af Lille Palle spillet på Lange-Müllers melodi, men han nåede det hele alligevel.

Under sangen sendte lauget en hilsen til hele regeringen med at synge: Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde.

Bødemestrene havde travlt, dagens bøde blev givet for et forkert introduceret emne, hvorefter foredragsholderen holdt om et forkert omtalt emne.

Efter samlingen fortsatte hyggen, idet mange af Laugets søstre og brødre efter de lystige sommersange drog til Sommerlyst, for at forfriske sig med en gefugtenheimer.

Således misforstået af Krønikeskriveren.

Jørgen Glistrup