Kirsten Piils Laug er stiftet i 1990 og har til formål at udbrede kendskabet til skoven og fremme lysten til at bevare naturens værdier til gavn og glæde for nutidens og fremtidens mennesker.
Laugets medlemstal er søgt begrænset til 100 medlemmer og omfatter mange forskellige professioner, heraf en del i offentligheden kendte personligheder, og der afholdes årligt 4 møder i lauget.
Lauget har gennem sin virksomhed bl.a. finansieret en generel istandsættelse af Kildens monument og renoveret adgangsforholdene til Kilden svarende til dens oprindelige udseende, ligesom lauget har genetableret den pengeblok (sparebøsse), som siden 1754 har stået ved Kilden, og hvis oprindelige formål var at indsamle midler til Gjentofte-Lyngby Hospital. I dag er midlerne fra bøssen et kærkomment bidrag til Kirsten Piils Kildes fortsatte vedligeholdelse.