
Er Laugets ubestridte førstemand. Styrer såvel Laugsforsamlingen som møder i Laugets styrelse. Indkalder sammen med Laugssekretæren (Se denne) til årets fire samlinger og afgør, hvem der skal udgøre dagens kulturelle indslag. Er ansvarlig for brugen af og opbevaringen af Laugets dirigentklokke.

Er ansvarlig for at selve samlingen og optagelsesceremonien ved kilden foregår efter forskrifterne og på rette vis. Kan som den eneste irettesætte Oldermanden (Se denne), i fald han forglemmer sig under ceremonien og lader sig hylde af tililende fans af alle køn.
Fungerer desuden som viceoldermand, og er oldermandens stedfortræder, når denne er fraværende (også i ånden). Sin unge alder taget i betragtning, kan han benævne sig som Ungersvend.

Sørger for at der altid er frit gennemløb til kilden, hvad enten det drejer sig om vand fra Dyrehavens urgamle kilder (Foretrækkes) eller Lyngby-Taarbæk kommune. (Desværre en nødvendighed). Holder desuden et vågent Øje med tilstanden omkring stedet hvor kilden risler frem. Af hensyn til vandtilførslen bør Kildemesteren være en person, som har nem adgang til kilden på ugentlig kontrolbasis.

Skal med sit embedstegn (En meget stor kølle) skaffe ro, så han kan berette for Laugets søstre og brødre, hvad dagens enestående traktement går ud på. Er Laugets forhandler i forbindelse med indgåelse af kontrakter med Dyrehavens spisesteder – i nødstilfælde bistået af Laugstroubadouren, hvis forhandlingsevner når det gælder mad og drikke, er temmelig pågående.

Bør altid være en jurist, da vedkommende er ansvarlig for al jura i forbindelse med lauget og dets samlinger, og at indsamlinger, projekter, henvendelser til eksterne myndigheder og eventuelle ændringer i Laugsskråen er lovlige. Er desuden forpligtet til at revidere Laugets regnskaber og tage eventuelle tvistigheder med overøvrigheden.
Er ansvarlig for, at hver eneste samling omhyggeligt bliver nednoteret i Laugets protokol, hvorefter referatet oplæses på den følgende samling. I hans fravær fungerer sprogrøgteren som Krønikeskriver.

Laugssekretæren nedskriver stenografisk referat af laugets styrelsesmøder og skal helst se noget så nydelig ud.

Skal være en munter musikant, som ikke alene kan tilføje laugssamlingerne liflig musik, men som også kan bestemme, hvilke sange og viser, der skal foredrages, samt endnu mere vigtigt: Skal bestemme og istemme dagens skålsange, der skal være så korte som muligt. (Ellers får vi jo aldrig noget at drikke)

Tørstmesteren skal sørge for, at der ved samlingen ved kilden forefindes rigeligt med brændevin af dansk, svensk eller norsk herkomst og skal under spisningen, i fald der mangler flydende varer, gøre henholdsvis Oldermand eller Skaffer opmærksom herpå. Må gerne medbringe egne varer som smagsprøver, uden at Laugsprokuratoren (se denne) anklager ham for korruption.

Styrer Laugets finanser, og sørger for at placere dem så godt som muligt, (A.P Møller, Skype, Ringkøbing Landbobank m.m.) så afkastet kan anvendes til velærværdige formål i forbindelse med udbredelsen af kendskabet til kilden og forskønnelsen af samme. Er juridisk ansvarlig for regnskabernes rigtighed overfor Laugsprokuratoren og har pligt til at være nærig, når søstrene og brødrene plager om en ekstra omgang. Har ansvaret for fru Fernando Møhges til lauget testamenterede pengekasse.
(Franz Jäger 1897).
Bestrider desuden posten som netmester. ( på dansk: webmaster)

Kan irettesætte enhver, der benytter sig af et sprogbrug, som ikke kan tolereres i lauget. Såsom som at kalde lauget en klub eller en forening, eller komme med fornærmende, sproglige udfald mod laugets styrelse eller oldermanden.

Vogter om dyr og træers ve og vel i den skønne Boveskov og rådgiver laugsbrødre og søstre om at (for)færdes i naturen.
Er normalt to funktioner, men på grund af den nuværende indehaver af embedets dygtige faglighed sluttet sammen i en enhed.
(Ikke medlem af Laugsstyrelsen)
En Laugsbroder eller -søster fra hvert bord vælges ud af Laugets menige medlemmer fra gang til gang. Kan idømme bøder efter bedste forgodtbefindende, overbevisning og hidsighed (Dog kan styrelsens medlemmer ikke idømmes nogen form for mulkt, med mindre Laugsprokuratoren bestemmer det) og skal ved Laugssamlingens slutning aflægge beretning om, hvem der har fået bøder og hvorfor. Bestemmer suverænt selv bødernes størrelse, efter søstrenes og brødrenes formodede skattepligtige indkomst.