• Login
3031 6525
lene@bakken.dk

Beskyttet: 2022 Efterårssamling

Efterårssamling 2022

Den 13. oktober 2022 ved Kirsten Piils Kilde og i Piil & Co

Foto:

Kronikørens beretning

Krøniken torsdag den 13. oktober 2022

Lauget samledes som sædvanlig ved kilden, men meget usædvanligt var der ikke så mange søstre og brødre, der havde haft mulighed for at deltage, idet denne nymoderne tingest til pandemi samt influenzasæsonen kommen, havde gjort mangen en laugssøster eller bror ukampdygtig på dagen.

Oldermanden indledte dagen med at konstatere at Lauget viste samfundssind ved at undlade at have rindende vand i kilden. Han afviste enhver konspirationstanke om kabelbrud og russisk involvement i situationen.

Han takkede endvidere politikerne for deres udviste samfundssind, ved at have slukket for lyset for enden af tunnelen og glædede sig over at pigerne ved det kommende valg kunne gå ind bag et forhæng uden at bruge penge. Krønikeskriveren vil dog gerne gøre Oldermanden opmærksom på, at netop handlingerne bag dette forhæng kan betyde et voldsomt pengeforbrug.

Til proponering til Lauget var hele 3 aspiranter, der alle blev optaget:

Heidi Madsen var en hel oplagt ny søster, idet hun er blevet gift netop på dette sted foran Kirsten Piils Kilde, og minsandten ikke om også begge hendes sønner er blevet navngivet her, dog uden nogen af dem har fået navn efter Kirsten Piil. Heidi har i 29 år været adm. direktør i familieforetagendet Rudi og Harald Nielsen, og dermed kunne sørge for, at hendes forældre kunne genbruge deres kendte navne.

Chresten Speggers var ligeledes oplagt, idet Lauget jo desværre ikke har Prins Henrik iblandt os længere, så en rigtig imitator må være det næstbedste. Chresten er en gudsbenådet skribent og er bl. a. kåret til årets revyforfatter flere gange, ( kan højere hæder opnås ? ) lige som han har fået Liva Weels hæderspris. Han er i dag solistforbundets formand. Om han også optræder solo ved deres møder, fik vi dog ikke noget at vide om.

Steen Bresemann var den tredje optagne. Som god konservativ på Frederiksberg blev han behørigt proponeret af Mylius. Steen har en plantage i Pisserenden og en bistro i Zimbabwe (eller også var det omvendt). Steens storhedstid var dog ved mudderbrydning, vist nok ikke den i Det konservative Folkeparti, men i en lidt mere folkelig part.

Herefter begav Lauget sig til tømning af Kollektbøssen. Disse her nymodens ting som telefonpengebetaling, korte transaktioner og selvbetjeningsbank har desværre gjort indhug i folks kontante pengebeholdninger, så der var ikke indsamlet mange penge i år, men Oldermanden opfordrede de tilstedeværende søstre og brødre til at supplere, hvilket hjalp på kassererens humør. Han fortalte også om regnskabet, og at revisor var helt blank, på trods af det måtte konstateres at det coronaramte regnskab gav et underskud på 16.000 kr, og Lauget ikke var blevet godkendt til en eneste hjælpepakke.

Skafferen var ikke til stede, og trods ihærdig suffløse, gik der lidt koks i serveringen, idet snapsen først blev serveret efter indtagelsen af den dejlige kvædeorangesild.

Lauget sang at skoven falmer og fuglestemmen daler, det sidste vist nok fordi fuglene ikke kunne få indført et ord grundet den igangværende valgkamp. Lige så aktuelt om alle politikernes løfter sang Lauget glemmer du, og ”at tror man eller håber man så skuffes man.” Jo sangene var meget aktuelle. Det var ligeledes Oldermandens indskærpelse til bødemestrene om, at de kåbeklædte havde immunitet a la Frederiksen.

Kronikøren forelagde krøniken fra den forrige samling, men på trods af denne samlings kaotiske afvikling af dette møde, havde Laugets styrelse på det bestemte afvist, at få foretaget en uvildig advokatvurdering om placeringen af ansvaret for den groft uansvarlige tilrettelæggelse.

Til hovedret serveredes Chilli Con Kronhjort, der foruden sin velsmagenhed også var særdeles relevant for Laugets forbindelse til Dyrehaven.

Årets skovtrold blev uddelt til den meget festlige og opsigtsvækkende Prusseluske fra Pippi Langstrømpe. Pernille Schrøder, som hun også kaldes, måtte i hast redde Cirkusrevyen efter at en anden tidligere skovtrold, Lisbet Dahl desværre var blevet syg. Teksterne fik Pernille lært i en fart, men for en dame, er det jo stærkt motiverende at der blev indkøbt 8 nye par sko til hende.

Skoletiden havde Pernille tilbragt med teater og sang, og lavede julecabaret på gymnasiet sammen med elevrådsformanden, der i dag i øvrigt er avanceret til laugsbror og så i øvrigt partiformand for Moderaterne. Fritiden gik ofte til Bakkens inspirerende folke- og gøglerliv. Det medførte at hun endte som syngepige i Hvilen. Og synge gør hun fortsat i Schrøders Showtime Band.

Hvilken velvalgt skovtrold.

Pernille kvitterede for den fornemme pris ved at erklære at hun gerne ville søge optagelse i Lauget.

Således misforstået af Kronikøren

Jørgen Glistrup

This content is password-protected. To view it, please enter the password below.