• Login
3031 6525
lene@bakken.dk

Beskyttet: 2022 Forårssamling

Forårssamling 2022

Den 21. april 2022 ved Kirsten Piils Kilde og i Piil & Co

Foto:

Kronikørens beretning

Krønike torsdag den 21. april 2022

 

Ceremonimesteren bød velkommen på hans dertil medbragte kasse, og præsenterede Oldermanden som King of Punch Line, hvor punchen var blevet af, gik dog ikke op for kronikøren, der dog blev godt trakteret med kildevand fra Linjen.

Broder Rolf havde løst den vandskelige opgave at sørge for at der var springende vand i kilden, hvilket fik Oldermanden til at erklære det var Springtime. Da ceremonimesteren havde sagt at Oldermanden ord havde stor vægt, turde han dog ikke stige op på kassen.

Til optagelse havde Lauget hele 3 nye søstre og brødre, der alle hver især på deres egen måde, er helt selvskrevne kandidater til vores Laug.

Ida Rex Hartlev blev af troubadouren præsenteret som hans kommende unge afløser om mange år, når han ikke kunne mere. Troubadouren mente hun kunne alt det han også selv kunne, hvilket dog blev bestridt af nogle at de tilstedeværende søstre. Ida driver værtshus på selve Island Brygge, (her ville selskabet gerne rejse sig, men de stod allerede op). Hun er blevet konserveret som harmonikaspiller eller sådan noget lign. Så det med harmonika gør de osse på Islands Brygge.

Jacob Skriver er blevet udnævnt til Torbens afløser som skytte i Dyrehaven, og en skovskyder skal vi da have i vores Laug. Jacob underviser i skovskolen, men det fremgik ikke hvad det var skoven skulle lære. Jacob har været vild i Nordamerika og på dybt vand ved Grønland.

Ole Andersen er vores nyudnævnte direktør for Bakken, hvor han skal træde i store sko som afløser for Lene. Ole har en fortid inden for idrættens verden, dog mestendels på sponsoreringssiden. Han har været i en sparekasse, i reklamebranchen og i WoCo. Nu skal han bare lige holde styr på godt 50 veldisciplinerede teltholdere og nogle få millioner gæster.

Inden for hos Piil og Co sang Lauget om et sted som ingen alligevel ser.

Stedet, ja altså restauranten, som nok bliver set, var for nyligt blevet overtaget af forpagterne ved Peter Liep, hvorfor skafferen betragtede dagen som et prøvemåltid, og hvilken prøve, den blev aflagt med bravour til rent 12. Først fik vi højt belagt stegt sild, som smagte så fantastisk at selv ikke sildespisere nød den.

Til hovedret var restauratøren blevet inspireret af krigstiderne, idet de serverede dejlig dødt kød med smagfuld sovs, og masseødelagte kartofler.

Troubadouren annoncerede, at i Danmark er jeg født på side 26, egentlig et mærkeligt sted at være født.

Dagens underholdning stod vores egen Tørstmester Peter Vesth for, sammen med endnu en fantastisk harmonika spiller nemlig Christian Rusbjerg. Harmonikaspillet var fantastisk hvorimod sangeren havde lidt svært ved at udtrykke sig, det var vist noget om skaffer du dig de æh, og så fik vi aldrig at ikke at vide hvad der skulle skaffes.

Den næste sang var meget sørgelig idet den handlede om en ildebrand i nogle driftige lokaler, men da man forstod at der var kvalificerede folk til stede, må det formodes at alt blev klaret i forhold til dækningen, altså forsikringsdækningen ikke bedækningen.

Hr, Vesth sang så om en af de østligste byer i Danmark, nemlig Gudhjem. Da kronikøren også har sin gang på øen i søen om vinteren kan han bekræfte at Gudhjem er helt og aldeles fuldstændig død om vinteren. Det kan således ikke være så farligt for Vera at have en vinterven der.

Efter at Peter havde stivet hans selvtillid af med at synge om sig selv, at han er så sød og rar, kom der en bekendelse i sidste sang, hvori det lød, at hjernen var tom og tankerne fyldt med dårlig smag, han mente dog kun at han næsten var gået fra forstanden.

Til det sidste må Kronikøren desværre komme med en alvorlig bemærkning. Hr. Vesth tillod sig at kalde Kirsten Piils Laug for en forening. Da Kronikøren ikke kan udskrive bøder, opfordres Sprogrøgteren til at tage en alvorssnak med Tørstmesteren.

Ved den traditionelle bøderegn udmærkede Broder Sky sig med at få flere bøder for usømmelig omgang med hans medbragte sangbog.

Samlingen blev efterfølgende evalueret i en intim lukket kreds (eller var det en lukket intimkreds?) på Sommerlyst af mange af de tilstedeværende laugssøstre og – brødre, her glemte broder Sky absolut ikke noget.

 

Således misforstået af kronikøren

Jørgen Glistrup

    This content is password-protected. To view it, please enter the password below.